Hvorfor kan fiskerne ikke få samme kvote år efter år i det pelagiske fiskeri?

Fiskerne undrer sig over, hvorfor de ikke kan få samme kvote på pelagiske fisk hvert år. Forskerne svarer. Foto: Ole Iversen

Selvfølgelig vil man kunne finde undtagelser, men generelt er det således med små pelagiske fisk at det ikke vil være bæredygtigt at give den samme kvote hvert år; eller optimalt i forhold til landings-mængden for den sags skyld.
Det skyldes hovedsagligt to ting:

1. Små pelagiske fisk ligger lavt i fødekæden og reagerer derfor hurtigt på ændringer i miljøet.

2.  De er på et utal af fugles, pattedyrs og fisks menukort, hvilket betyder, at de sjældent bliver ret gamle. Så når der endelig kommer en rigtig god årgang bidrager den kun til fiskeriet 1-2 år.

 Tobisen i Nordsøen er et godt eksempel på dette: Antallet af små nye tobis der lever længe nok til at indgå i fiskeriet varierer voldsomt fra år til år og der kan være 5-10 år mellem de store årgange, som f.eks. den årgang vi så for første gang i fiskeriet 2009, som faktisk understøttede et relativt udbytterigt fiskeri i 2 år, men så var det også slut.
Ydermere kan vi se at vækstbetingelserne i Nordsøen i relation til tobisen har været relativt dårlige (i gennemsnit) siden slutningen af halvfemserne, så selvom vi stadig ser rigtig gode årgange ind imellem så er den gennemsnitlige bestands størrelse lavere.

Alt i alt vil det sige, at for at udnytte tobisbestanden både maximalt og bæredygtigt på en gang, så fisker man meget i når der er en stor årgang på vej ind i fiskeriet, mens man er nødt til at reducere fiskeritrykket betydeligt på andre tidspunkter for at sikre at der stadig er nok tobis i havet til at producere en god årgang næste gang de miljømæssige betingelser er ideelle for tobisen formering.