Velfungerende selektive redskaber

Selektivitet Lavere bifangst og samme antal jomfruhummere. Selektive redskaber fungerer efter hensigten!

Danmarks Fiskeriforening og DTU Aqua har i samarbejde udviklet fleksible, selektive redskaber til brug i jomfruhummerfiskeriet. Og de virker! På Danmarks Fiskeriforenings stand på DanFish-messen blev to forskellige selektive redskaber præsenteret. Og dokumentationen fra forsøgsfiskeriet taler nærmest for sig selv!

– I forhold til skræmmelinerne, så har forsøgsfiskeriet vist, at de giver en stor reduktion i bifangst af torsk samtidig med, at de faktisk øger fangsten af målarten, jomfruhummer, fortalte seniorforsker hos DTU Aqua, Jordan P. Feekings.

Han fortalte videre, at skræmmelinerne er udviklet på DTU Aquas fartøj, Havfisken i 2016 og 2017. Herefter er de blevet afprøvet i det kommercielle fiskeri i løbet af 2018 og 2019.

Skræmmekugler

Det andet redskab, som blev præsenteret, var skræmmekugler, som er udviklet under Fast Track-projektet. Også her har forsøgsfiskeriet vist, at det virker efter hensigten.

– Det her redskab reducerer fangsten af torsk med 70 procent og rødspætter med omkring 25 procent. Og der er ingen reduktion i fangsten af jomfruhummer, fortalte Jordan P. Feekings.

Begge de præsenterede redskaber er altså med til at reducere uønsket bifangst i jomfruhummerfiskeriet. Men det er ikke det eneste positive, der er at berette om redskaberne.

– Begge redskaber reducerer fangsten af torsk. De fanger den samme mængde jomfruhummer, eller mere, i forhold til konventionelle jomfruhummerredskaber, og så er begge redskaber fleksible løsninger, som kan kobles af og på træk for træk. Derudover er begge løsninger lovlige at bruge nu, så det er bare med at komme i gang, lød det fra Jordan P. Feekings.

Begge løsninger – og meget andet – vil blive dokumenteret og diskuteret nærmere på en workshop, som DTU Aqua og Danmarks Fiskeriforening afholder i Nordsøen Forskerpark i Hirtshals den 25. november i år.